Supermønsterbrydere, opvokset på den sociale slagmark med omsorgssvigt, druk og overgreb, vil altid nå til tops – uanset hvilke velmenende mennesker de har ved deres side. Så firkantet kan et af hovedbudskaberne i en ny bog fra Lisbeth Zornig m.fl. udtrykkes.
Nogle fagfolk, der arbejder med udsatte børn og unge, vil måske allerede ved sådan et udsagn være fristede til at lægge bogen fra sig.
Men lad nu være med det!
For bogen byder på mange kloge, kærlige og skarpe refleksioner. Og der er masser af plads til, at både fagprofessionelle på anbringelsessteder, skoler og daginstitutioner samt alle andre med hjerte- og husrum kan blive bekræftet i, at den rigtige indsats vil være af uvurdérlig hjælp. Både over for supermønsterbryderne og overfor alle de andre udsatte børn og unge, der måske ikke er udstyret med samme kompetencer.
Lisbeth Zornig Andersen, Mikael Lindholm og Lotus Turèll har sammen med ti voksne, der alle har en barsk barndom bag sig, sat sig for at studere, hvorfor netop disse ti voksne har brudt barndommens og forældrenes mønster. Er nået til tops på deres respektive felt. Udefra set er blevet en succes. Har klaret den. ”Jægersoldater” kaldes de i borgen, fordi de som børn har kunnet klare sig uden omsorg, mad og søvn i dagevis, har kunnet håndtere vold, sult, angst og uforudsigelighed – og samtidig har haft en viljestyrke og en indre kampgejst, der har båret dem frem til det, de er i dag.
Undervejs vender og drejer forfatterne de ti mønsterbryderes DNA og mulige årsag til, at de har nået den position, de har. Er det på grund af eller på trods af deres barndom? Er deres viljestyrke medfødt? Har deres livshjælpere været forudsætningen for deres succes – eller har de selv i kraft af deres iboende kompetencer og udstråling tiltrukket disse hjælpere? Og hvordan indvirker deres overlevelsesstrategier – at lyve, stjæle, slå, lukke sig om sig selv, bære maske og virke hamrende cool – på deres kamp for at nå opad og udad?
Bogen rejser mange spørgsmål og er ærlig ift., at den ikke bedriver videnskab. Én konklusion nærmer bogen sig dog. At de 10 supermønsterbrydere synes at have en særlig viljestyrke, som bærer dem igennem, og som ifølge visse psykologer er medfødt. En viljestyrke, som formentlig betyder, at de selv har evnen i sig til at danne relationer med mennesker, der kan hjælpe dem med deres overlevelsesstrategier. De livshjælpere, de har haft, har været vigtige. Men de ville formentlig have fundet nogle andre, hvis disse ikke havde været der!
En vigtig del af bogen er – med kærlighed – at få sat ord på lyvebarnet, stjælebarnet og løftebryderbarnet som et produkt af en uhyrlig barndom. Det tilsyneladende egoistiske, usympatiske, grådige og ligeglade barn, som det er svært at holde af, og som det kan være nærliggende at udstøde, irettesætte og straffe. Men som har brug for, at nogen er vild med det og møder dets voldsomme og tilsyneladende asociale krumspring med forståelse og lyst til at guide konstruktivt. Supermønsterbryderne skal nok klare sig uanset (selvom deres liv ville blive lettere, hvis..) – men hvad med alle de mindre robuste, udsatte børn og unge? De har brug for en ny forståelse fra deres omverden.
Jeg er ikke nogen neutral læser. Jeg husker min egen slægtsplejeanbringelse, hvor min onkel mere end én gang fortalte mig, at jeg nok var sunket til bunds, hvis ikke han havde åbnet sit hjem for mig. Husker, hvordan dette udsagn allerede som barn truede min egen oplevelse af at være kompetent. Også derfor er bogen spændende. Men den har noget at sige en langt bredere kreds. Fagfolk, borgere, politikere, forskere. Derfor håber jeg, at den vil blive læst, og at man ikke vil falde i den grøft at vurdere den på, om der er videnskabeligt belæg for dens indhold. Det er ikke dét, det handler om. Det handler om ti mennesker, der har givet os lov til at få et enestående indblik i deres opvækst og liv – og om kloge betragtninger over det, de fortæller os.