Halvdelen af alle 15-årige, der er anbragt uden for hjemmet, savner at se mere til deres søskende, viser SFI’s ”Anbragte 15-åriges hverdagsliv og udfordringer”. Det er mange! Alt for mange… Og den bold må kommuner og anbringelsessteder tage op.
Mere ”samvær” (frygteligt behandlerord) er ikke nok. Søskende skal hjælpes til at tale om det svære. Hvorfor er jeg anbragt, og du ikke? Hvorfor kom du på institution og jeg i plejefamilie?
Seniorforsker på SFI Mette Lausten, der er hovedforfatter til rapporten om de 15-åriges eget syn på deres anbringelse, siger i en pressemeddelelse om rapporten blandt andet, at ..”tabte relationer i barndommen kan være svære at genetablere som voksen.” Deri har hun evigt ret.
Mit håb er, at kommuner og anbringelsessteder, når de læser rapporten, vil gå skridtet videre og ikke blot tænke i kvantitet men også i kvalitet. Selvfølgelig skal søskende have lov til at være sammen lige så meget, som det er praktisk muligt. Og det praktiske har vide grænser, hvis – når – man er kreativ og lukker op for at mærke på egen krop, hvor smertefuldt det må være for et barn eller en ung at savne sine søskende. For nu ikke bare at tale jura!
De svære spørgsmål
For mig er kvalitet, at de voksne taler med det anbragte barn eller ung om de spørgsmål, det – garanteret – kredser om i forholdet til sine søskende. Hvis det anbragte barn eller den unge overhovedet tør tænke tankerne, fordi de gør ondt. Min storebror kom på skolehjem og senere institution, da jeg var 12. Selv kom jeg i slægtspleje, da jeg var 13. Min lillebror har altid boet hjemme. Jeg talte aldrig med nogen om de spørgsmål, der næsten ikke blev tænkt. Hvorfor kom min storebror egentlig på skolehjem? Hvorfor sås vi aldrig i hverdagene? Hvorfor kunne han komme med på ferier, mens jeg skulle med min plejefamilie på ferie? Hvordan var det egentlig for min lillebror, at vi andre var blevet ”skivet af”?
Tænk, hvis nogen havde hjulpet med at sætte ord på de spørgsmål og hjulpet os med at tale om dem. Det havde været skønt at ses noget mere, men hvis sådanne spørgsmål er forbudte og man ikke får mulighed for at tale om det, der undrer og ikke er rart, så glider man fra hinanden. Også selvom man ses.
Dejlige sommerlejre for søskende
Som voksen og journalist var jeg for nogle år siden i USA og besøge en fantastisk sommerlejr Camp to Belong. Den er startet af to søstre, der var anbragt to forskellige steder i deres barndom og som først mødte hinanden som voksne. Camp To Belong sommerlejre findes i en række stater og samler søskende, der til daglig er spredt for alle vinde. Vi har ikke amerikanske tilstande i Danmark – men alligevel har jeg altid tænkt, at det ville være skønt med sommerlejre i Danmark også, hvor anbragte børn og deres søskende kunne være sammen med voksne, hvis eneste lyst er at lege med dem, tale med dem og få dem til at føle sig godt tilpas – sammen. Læs den artikel, jeg dengang skrev i Socialrådgiveren (s. 8-11) om mit besøg i Camp to Belong i Massachusetts.
Og se så lige, hvor enkelt juraen bliver forklaret for anbragte børn i www.børnetinget.dk