Socialdemokraterne har jan. 2016 stillet beslutningsforslag i Folketinget om, at ”personer, der har været misrøgtet på statens sociale institutioner” skal have en officiel undskyldning.
Det har undret mig, lige siden undskyldningen første gang kom på tale, at plejebørnene intet sted er nævnt. Det er som om, alle kollektivt glemmer, at også dem, som det officielle Danmark satte i plejefamilier, kunne risikere misrøgt.
Beslutningsforslag nr. B55, stillet af socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil, Christine Antorini, Mette Frederiksen og Orla Hav er prisværdigt. Jeg er overbevist om, at en officiel undskyldning vil kunne hele nogle af de sår, de nulevende mænd, der oplevede grusomheder på datidens døgninstitution Godhavn fx oplevede. Hvorfor nogle vil nedgøre og bagatellisere betydningen af en undskyldning fra hjertet, er mig en gåde.
De af os, der på direkte TV så det officielle Sveriges undskyldning i 2011 til tidligere anbragte og vanrøgtede pleje- og institutionsbørn, vil formentlig ikke glemme, hvor smukt, hjertevarmt og respektfuldt, det kan lyde, når både regering og kommuner (med kongefamilien til stede) i samlet trop siger undskyld. Desværre er denne udsendelse ikke bevaret, for den burde være pligt-stof for enhver embedsmand/-kvinde og socialpolitiker. Men begivenheden kan googles…
Så undskyld JA. Men hvorfor ikke også til de plejebørn, der har lidt overlast? Især i disse dage, hvor den gruopvækkende sag om fire søstre, anbragt i plejefamilie fra 199 til 2005, bliver rullet op, synes det besynderligt. Plejefaren blev i 2008 dømt for vold og overgreb mod to af søstrene. Jeg kender ikke personligt sagen, men den er forbilledligt dækket i medierne. Men det er, som om sager mod plejefamilier ikke ”tæller”.
Er det fordi man hver gang bilder sig selv ind, at det er en enlig svale? Eller er det, fordi vi vægrer os ved at indse, at også såkaldt ganske almindelige familier kan begå overgreb?
Socialministeriet støttede TABUKA-rapporten
I 2005 udkom TABUKA-rapporten, støttet af Socialministeriet. 39 tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge. Læs eller genlæs siderne 274 – 280 om ”Plejefamilier – fysisk afstraffelse og seksuelle overgreb” og videre om det (manglende eller ringe) tilsyn i nogle plejefamilier. ”Bodil” fortæller, hvordan en af plejefamiliens afstraffelsesmetoder var at piske hendes lillebror med en livrem under bruseren i badeværelset”.
I en kommentar til kapitlet oplyser forfatterne til TABUKA-rapporten, at fysisk afstraffelse af børnene i plejefamilier ifølge oplysning fra Socialministeriet været ulovlig i hele den periode, beretningerne i TABUKA-materialet dækker.
I Sverige udkom i 2010 en omfattende rapport om vanrøgt af plejebørn og institutionsbørn helt frem til 1990’erne. Statens udreder, Göran Johansson, sagde dengang i en artikel i fagbladet Socialrådgiveren (s. 10) blandt andet, at han var overrasket over den meget ondskab i nogle plejefamilier. Og, tilføjede han, ”Plejefamilier er blevet anset for gode mennesker, ja næsten bedre mennesker. Men plejefamilier er mere beskyttede fra samfundet end institutioner, hvor der jo findes andre ansatte. Så vores viden i dag gør, at vi må skifte den naive, godtroende opfattelse af både plejefamilier og institutioner ud med et børneretsligt perspektiv”.
Så hvorfor ikke gå skridtet fuldt ud, politikere?